Genskabelsen af Marie Gudme Leths stoftryk

Tekstildesigner Evalou Hauge indledte med at studere de originale Gudme Leth tekstiler på Design Museum Danmark. Hun har skabt mønstrene på basis af opmålinger og farveprøver. I denne proces har Hanne Backhaus, stoftrykker og tidligere elev hos Marie Gudme Leth, været en stor hjælp.

Stoffet er trykt på Frösö Handtryck, der er et af de få håndtrykkerier, som er tilbage i Skandinavien. Trykkeprocessen indledes med, at der udspændes tynd, fintvævet silkedug på store stålrammer. Herefter overføres mønsteret fotografisk til stoffet på trykrammerne. Dette gøres ved, at silken dækkes med en lysfølsom emulsion, der efterfølgende belyses gennem en sort/gennemsigtig transparent.

Efter belysningen fremkaldes motivet. Der, hvor transparenten har været klar, er emulsionen belyst og derved hærdet, mens de ubelyste områder af emulsionen (hvor transparenten er sort) ikke er hærdet og kan fjernes ved vask. Herved opnås, at farven kan trænge gennem de områder, der ikke har været belyst.

Hver farve i mønsteret kræver sin egen ramme, i kirsebærmønsterets tilfælde således seks. Farverne blandes manuelt og påføres gennem hver sin trykramme, én ad gangen med tørretid imellem. Gennem trykrammerne føres malingen med en rakel på stoffet, der er fastgjort til de 20 meter lange tryk- borde. Når trykkeprocessen er tilendebragt, lufttørrer tekstilet, hvorefter det køres igennem en stor rullemaskine med meget høj temperatur, som fikserer farverne.

Farverne er vandbaserede pigmentfarver. De er godkendt til både EU-blomsten, OEKO TEX baby og Svanen. Sortimentet bliver løbende udbygget med flere af Marie Gudme Leths smukke historiske mønstre.